- STANDBY.dk - https://checkin.its-umbraco.dk -

Nyt rejsebureau på banen med fodboldrejser

I sommeren 2020 afvikler det europæiske fodboldforbund UEFA atter slutrunden om Europamesterskabet i fodbold med deltagelse af 24 landshold.

[1]

Klik for stort format. Nicolai Bryde Nielsen, stifter af og direktør for Landsholdsrejser.dk, på plads til dansk udekamp mod Albanien. Privatfoto.

Danmark skulle gerne kvalificere sig og for at skaffe opbakning til landsholdet har det nystartede rejsebureau Landsholdsrejser.dk nu meldt sig på banen. Fodboldfans skal selv købe officielle billetter til hjemme- og udekampene – Landsholdsrejser.dk tilbyder at stå for transporten og hotel.

Danmark spiller i Gruppe D, hvor de andre hold er Schweiz, Irland, Georgien og Gibraltar.

I alt har UEFA 55 nationale fodboldforbund i Europa som medlem. Det danske fodboldforbund DBU, Dansk Boldspil-Union, har Herning-rejsebureauet LA Travel som ”Officiel Rejseleverandør for De Danske Fodboldfans,” men det afskrækker ikke Landsholdsrejser.dk

”LA Travel er DBU’s officielle rejsepartner, men ellers er der ikke mange rejsebureauer, der udbyder landsholdsrejser,” siger Nicolai Bryde Nielsen, direktør Landsholdsrejser.dk og en af de tre medejere til STANDBY.dk – han har også rejsebureauet Groundhopping Tours, der arrangerer europæiske fodboldrejser med guide.

”Landsholdsrejser.dk vil arrangere busrejser til nogle landskampe, mens vi flyver til andre – for eksempel med SAS når Danmark spiller i Dublin. Det er grupperejser, hvor deltagerne selv skal købe en officiel billet til kampen hos DBU, herefter sørger vi for transporten og hotelovernatning,” siger Nicolai Bryde Nielsen og tilføjer:

”Kan man mod forventning ikke få en billet til udekampene, så giver vi naturligvis pengene retur, men jeg har i de 20 år, jeg har fulgt landsholdet, aldrig oplevet at der var udsolgt i afsnittet på stadions forbeholdt udeholdets tilhængere.”

En folkefest
Det skal være en folkefest, når Danmarks fodboldlandshold spiller. I hvert fald, hvis det står til det nystartede rejsebureau, som vil revolutionere markedet for rejser til Danmarks landskampe, skriver Landsholdsrejser.dk med adresse i Rødovre ved København i en pressemeddelelse.

Nicolai Bryde Nielsen siger i pressemeddelelsen: ”Vi vil gøre det nemmere at opleve det danske landshold spille ved at tilbyde nytænkende pakkerejser. Målet er at lave rejser til alle Danmarks A-landsholdskampe, uanset hvor de spiller.”

DBU byder velkommen
Det danske fodboldforbund DBU, hilser det nye rejsebureau velkommen og ser frem til endnu bedre støtte til landsholdet frem mod Europamesterskabet i 2020. Jesper Lind Andersson, kommerciel direktør i DBU, siger i pressemeddelelsen fra Fodboldrejser.dk:

”Glade danske fans på udebane er en kæmpe oplevelse for spillere og trænere på vores landshold. Derfor er det rigtigt positivt, at flere rejsebureauer tilbyder rejser til herrelandsholdets udekampe i den forestående kvalifikation til EURO2020. God opbakning fra danske fodboldfans er vigtig i kampen for at få holdet til den vigtige EM-slutrunde og kampene i København i sommeren 2020.”

Selve UEFA-slutrundens kampe spilles som noget nyt ikke i et eller to, tre lande – men i 12 lande fra 12. juni i 2020 og en måned frem. Værtsbyerne er Amsterdam, Baku (hovedstad i Aserbajdsjan), spanske Bilbao, Rumæniens hovedstad Bukarest, Budapest i Ungarn, Dublin, Glasgow, København, London, München, Rom og Skt. Petersborg.

Relaterede artikler:

Landsholdsspiller åbner rejsebureau [2]

Rejsebureau fornyer to store kontrakter [3]

Messi køber privatfly til 100 millioner kroner [4]