- STANDBY.dk - https://checkin.its-umbraco.dk -

Fra Icelandair til Bella Center

Karen Østerbye, der indtil foråret var skandinavisk presse & PR-ansvarlig hos Icelandair, afløser i store BC Hospitality Group den nuværende pressechef, Anne Marie Barsøe, der kom til BCHG sidste forår fra VisitDenmark.

Anne Marie Barsøe stopper for at flytte med sin mand, der har fået et stort nyt job med base udenfor Europa. Hun ønsker ikke at gå i detaljer om hans nye job.

”Jeg har virkelig været meget glad for tiden i Bella Center og det bliver med vemod, at jeg stoppet sidst i oktober. Men vi har fået en meget spændende mulighed for at komme ud og mærke verden,” siger Anne Marie Barsøe til STANDBY.dk

Hun kom sidste år til BCHG fra stilling som International Press & PR Manager – Leisure Tourism & Business Events hos VisitDenmark. Anne Marie Barsøe er Cand. Merc. Int. (SPRØK) fra Copenhagen Business School og har tidligere blandt andet været projektleder i Wonderful Copenhagens presseafdeling.

”Det næste af verdens fedeste jobs”
”Nu skal jeg finde det næste af verdens fedeste jobs,” sagde 56-årige Karen Østerbye i april i år til STANDBY.dk efter hendes job som Icelandairs PR-chef i Skandinavien blev nedlagt.

Karen Østerbye nåede 17 år som skandinavisk PR-chef for Icelandair. ”Det var ikke min beslutning at stoppe hos Icelandair – men verden er under forandring, sådan er det. Årene i Icelandair har givet mig de vildeste oplevelser og jeg har lært enormt meget,” sagde Karen Østerbye og tilføjede:

”Nu skal jeg i gang med at finde det næste af verdens fedeste jobs. Jeg vil gerne blive i rejsebranchen, hvor jeg har et kæmpe netværk og har det godt.”

Og hun bliver altså i rejsebranchen via sit nye job hos BCHG. Karen Østerbye kom i kontakt med BCHG gennem sit netværk – og der gik under to uger fra det første møde om hende som potentiel ny pressechef i BCHG til kontrakten var underskrevet, siger Karen Østerbye fredag morgen til STANDBY.dk

Kæmpe aktør indenfor hospitality
BC Hospitality Group, der har Allan L. Agerholm som koncernchef, er en kæmpe spiller i den danske og nordeuropæiske hospitality-branche.

Udover det store Bella Center omfatter BCHG blandt andet også tre af Københavns mest kendte hoteller, AC Bella Sky Copenhagen (Danmarks største hotel med 812 værelser), Copenhagen Marriott (Danmarks største 5-stjernede hotel med 406 værelser) og hotellet Crowne Plaza i Ørestad.

Et andet kommende hotel hos BCHG er Hilton Copenhagen City, der åbner i efteråret 2020 med 400 værelser og suiter. BCHG omfatter blandt andet også udstillingscentret Forum Copenhagen.

Relaterede artikler:

Icelandair mister kendt profil [1]

Bella Center får ny pressechef [2]

Bella Center skal have flere ansatte [3]